i am still here

I have been doing some rethinking. Well, actually I am still rethinking.

I don't want a photoblog, or do I?

I don't want an essayblog, or do I?

I have considered the option of writing down a set of rules for the blog. Stating some kind of purpose with the blog might help me using this blog more creative. Also I have some undefinable idealized relationship toward rules.

The first draft consisting of 10 rules has been made. The rules are rather contradictive put together, but nonetheless it is a starting point.

I) This is purely a process.

II) A red rose/nose has multiple meanings.

III) This blog can only be misread. (Thanks!)

IV) However, the receiver(s) must always be targeted.

V) There exist a tradition in any innovation.

VI) Diagonal is my preferred angle.

VII) The Internet has a serious problem! (I am not here to solve it.)

VIII) Obstacles without logic shall be the logic.

IX) Therefore, this bullet point only exist to reach a total of 10.

X) I am here to pollute.

As you probably already have noted, it might be absurd to call these for rules. First of all because must of them doesn't describe any guideline for action and, secondly, because those that actually might be characterized as a rule are so vague in their description that they must likely wont have any real effect.

The core problem about this blog, expressed by these vague defined rules/guidelines, is that I dont know what I want with the blog. From processing various post regarding design, architecture, art, etc. this blog has developed into a photoblog. I am satisfied with the change from processing other peoples post to - to some extend - contributing with my own stuff. However, the form and structure of this blog leave it as best, as a mainstream photoblog.

Before advancing further I would like to clear out, that I have no intention of creating a unique and original blog. Stating this blog as mainstream, should therefore not be understood in a way where I believe, that I can contribute to the internet with singular posts on regular basis. More-likely it is to be understood in a way, where I have realized, that from being a blog processing what I stumbled upon on the Internet, this blog has become a blog where I communicate what I came across with my camera. Rather than becoming an original or singular photoblog, I have become yet another photo processing blog.

As I am rethinking the purpose of this blog, I will be reproducing the above mentioned rules. My first task will be to eliminate those without any meaning and thereafter to make each of them more practical. If I was to choose right now, I will let the following two rules be very central:

IV) However, the receiver(s) must always be targeted.

VIII) Obstacles without logic shall be the logic.

These might be changed to something like:

I) Each post must be a response to a target.

(This could for example be another blogger's recent post or an article in a newspaper)

II) Each post must be produced under some absurd rule.

(An example of a possible rule could be no use of "a" in an entire post.)

Moreover I am quite sure I will let photos be the main way of communication.

So, I have been doing some rethinking.

Happy December.

modern fucking art

(Bucharest, Rumania)

Modern fucking art
I couldn’t care less
You stink

Put your wild beast into a can
Mix it with divisionism
Instead of drinking it, throw it away
It’s useless

Van Gogh was a looser,
Who sought for stars,
And ended up with taking a realistic turn
By killing his own soul
Die die die

And industrial revolution my ass
I have a plain, a train, a car, A DICK
Licking the prostitutes
In natural settings
Wow I’m impressed
Not even one to one

Revolution or evolution
Who cares
It moves on, I did, u did, and we do
Lets visit Tahiti, Guernica, and sell Paris
Reflects modern society
I hear the surprise, feel the expressions
Kick to that poor cat and watch it explode

When it hits the wall
In complementary colors
Red blood in green landscape
Dripping deliberate disharmonies
While stark juxtapositions observes
Killing killing killing
I
Again

Overspringshandling fra Singapore - et absurd referende afsnit skulle afvikles til en usammenhængende grupperapport.

Det er ikke mange uger siden at Deadline 2. sektion havde et program kaldet "Tilbage til den Sorte skole?". Heri gik debatten på hvorvidt det danske skolesystems fokus på tværfaglige projekter og lignende har resulteret i, at eleverne ikke længere besad basale evner - der var højt værdsat i den såkaldte Sorte skole. Hertil må mine oplevelser i Singapore falde ud til begge sider. Uddannelsessystemet i Singapore befordrer i meget høj grad de samme basale evner som den Sorte skole gjorde. Rent praktisk betyder det, at eleverne derovre kan læse 4 artikler og referere argumentationen til punkt og prikke. Derimod synes de langt sløvere når det kommer til at diskutere på tværs af artiklerne og sætte argumentationen i kontekst.

Anyway. Min værste oplevelse studiemæssigt var at vende tilbage til tema projekter fremfor problemorienteret projektarbejde. At omskrive et kapitel om Moderne kunst er ikke særlig interessant hvis det eneste mål med omskrivningen er den blotte gengivelse.

og jagten på det gyldne skind

Jeg sætter mig til at samle et puslespil. Det er spændende og jeg elsker kampen og udfordringen det er at få det hele til at gå op. Systemerne med at lokalisere hjørnerne, dernæst kanterne for til sidst at fylde alt det imellem ved en blanding af motiv og farve strategi. Dette har hjulpet mig til at mestre kunsten at samle et puslespil.

Jeg kan samle selv de helt store, og har endnu ikke oplevet besværligheder med puslespil fra andre lande; således har jeg samlet moskeer, røde busser og en udliciteret havfrue. Jeg er oftest nærmest panisk opsat i min samleproces. Kæmper med og mod mig selv. Gør alt for at gøre det bedre end sidst, god, bedre, bedst, det forjættede ord der konstant skubbes foran mig.

Jeg bliver færdig, og tilfreds, sætter stolt mit værk til skue, midt på spisebordet, eller på gulvet i indgangen, således, at mit perfekte billede tvinger andres anerkendelse i retning af mig.

Sandheden er, at prestigen, den sidste brik, er det kedeligste og sørgeligste øjeblik, kun overgået af øjeblikket, kun få momenter senere hvor værket er fuldkommen, det er også årsagen til at jeg sender det endelige værk til skue, for at få mere ud af det, for at kunne fortælle om mine strategier, om hvordan jeg smart og kløgtigt behandlede disse udfordringer, jeg fortæller historier om hvordan min lillebror slugte en brik, således, at jeg måtte overvåge hans afføring i en uge før jeg omsidder kunne færdiggøre værket. Det hænder at visse bliver trætte af at høre om mine beretninger, og ærlig talt, jeg forstår dem godt. For det er det samme igen og igen. Evige allitterationer, med same same but different out-come. I det tilfælde søger jeg andre lyttere, og læsere, og det hænder at jeg når dig. Her] sker det, at jeg snakker i vildskab. Råber. Og skriger. Ude af kontekst, i en sådan grad, at end ikke jeg selv er bevidst om hvad der foregik.

Foregår.

Forgår.

I forgårs. Og i går.

Et år.

Tår.

Slår. Mine lår. Hiver mine hår. Sænket tempoet. Minimaliserer sætningerne. Intet resterende plads må spildes. Vil ikke færdiggøre. Vil være undervejs. Demonstrere min overlegenhed. Udfordres. Lade alt være et puslespil. Finde verdensstørste puslespil. Et der er så stort, at jeg aldrig bliver færdig. Konstruktionen er påbegyndt. Hver dag 7 nye brikker. Startende venstre for midten. Aldrig sikker på hvor de næste 7 hører til. Jeg har nu mange øer. Nogle med broer. Det underligt som vi lærer at bygge broer. Det ville være vidunderligt om der kunne efterlades blanke områder. Om jeg kunne tvinge dig til at stjæle og gemme mine brikker. Spise dem om nødvendigt. Jeg ved alt har en ende, og at dette er godt.

Men det er også nemt, kedeligt, og

the tower of babel

because sometimes a link is enough

http://niteshparwana.wordpress.com/

its dark and im wearing sunglasses

Then wear the gold hat, if that will move her;

If you can bounce high, bounce for her too,

Till she cry 'Lover, gold-hatted, high-bouncing lover,

I must have you!'

Thomas Parke D'Invilliers

var ikke vejen til den syvende himmel, szeretlek

1 shot - triple sec stout
1 shot - bacardi 151 rum
1 shot - vodka
1 shot - gin
1 shot - tequila
1 shot - bourbon whiskey
1 shot - scotch whiskey beer

Mix the 5 whites and 2 whiskies in a beer mug in equal amounts. Top up the rest of the mug with half beer and half stout.

wasteland

Her er lidt mere gadekunst fra Singapore. "Wasteland" er skrevet på fortovet foran mit universitet, Singapore Management School, og af til må jeg give forfatteren ret. Hvis firmaerne vil have firkanter, bliver cirkler rettet til. Heldigvis vil de sommetider også have trekanter og lidt modstand bliver oftest budt hjertelig velkommen. Der kan dog stadig fortælles historier om mærkelige klasser og skræmmende lærer, helt og aldeles ude af kontekst vil jeg beskrive min lærer i Intelligent Organization, Liang Thow Yick. Meget sigende er hele pensum skrevet af selvsamme lærer, og omend jeg var fanget ved de tre første forelæsninger, ændredes en del som ugerne gik, og solen blev hængende i samme position.

Hele teorien er meget betagende. Vi lever i en kompleks verden, Edge of Chaos, og effekten af vores handlinger er ganske forudsigelige, Butterfly effect. Det er min lærers teori, at virksomheder i denne kontekst bør optimere omkring intelligens i stedet for hvad han kalder "The Newtonian Mindset". Alt dette er fint, fryd og gammen og hans bog om hvordan organisationer i forskellige områder såsom kultur, lederteori og opmærksomhed rummer spændende ideer.

Da læreren efter nogle klasser begynder at åbne op for sine personlige teorier starter solens stråler dog at give mig problemer.

- Al teori er baseret på hans egen teori.

- Han accepterer ikke kritik eller generelt kritiske spørgsmål (en studerende spurgte et ganske fornuftigt spørgsmål der blev besvaret omtrendt som følger, ikke til den spørgende men klassen: "Se, det er derfor I skal komme til alle klasserne, han har tydeligvis ikke forstået teorien").

- Personlige holdninger bør holdes for sig selv, især når de lyder således 1) sygeplejersker må have et underligt sind siden de kan holde deres arbejde ud, 2) homoseksualitet er unaturligt og bør forbydes og 3) alle religiøse gør ikke andet end at parere ordre, hvilket gør dem uintelligente.

I en klasse der prædiker intelligens optimering og deriblandt kollektiv intelligens, kan ovenstående synes mærkværdigt. Og selvom jeg ikke tvivler hans egentlige intelligens, så fremstår læreren som det mest paradoksale jeg har mødt i Singapore. Hvordan kan en person der er så snæversynet og uimodtagelig for kommentarer undervise og elske higly complex adaptive systems?