og jagten på det gyldne skind

Jeg sætter mig til at samle et puslespil. Det er spændende og jeg elsker kampen og udfordringen det er at få det hele til at gå op. Systemerne med at lokalisere hjørnerne, dernæst kanterne for til sidst at fylde alt det imellem ved en blanding af motiv og farve strategi. Dette har hjulpet mig til at mestre kunsten at samle et puslespil.

Jeg kan samle selv de helt store, og har endnu ikke oplevet besværligheder med puslespil fra andre lande; således har jeg samlet moskeer, røde busser og en udliciteret havfrue. Jeg er oftest nærmest panisk opsat i min samleproces. Kæmper med og mod mig selv. Gør alt for at gøre det bedre end sidst, god, bedre, bedst, det forjættede ord der konstant skubbes foran mig.

Jeg bliver færdig, og tilfreds, sætter stolt mit værk til skue, midt på spisebordet, eller på gulvet i indgangen, således, at mit perfekte billede tvinger andres anerkendelse i retning af mig.

Sandheden er, at prestigen, den sidste brik, er det kedeligste og sørgeligste øjeblik, kun overgået af øjeblikket, kun få momenter senere hvor værket er fuldkommen, det er også årsagen til at jeg sender det endelige værk til skue, for at få mere ud af det, for at kunne fortælle om mine strategier, om hvordan jeg smart og kløgtigt behandlede disse udfordringer, jeg fortæller historier om hvordan min lillebror slugte en brik, således, at jeg måtte overvåge hans afføring i en uge før jeg omsidder kunne færdiggøre værket. Det hænder at visse bliver trætte af at høre om mine beretninger, og ærlig talt, jeg forstår dem godt. For det er det samme igen og igen. Evige allitterationer, med same same but different out-come. I det tilfælde søger jeg andre lyttere, og læsere, og det hænder at jeg når dig. Her] sker det, at jeg snakker i vildskab. Råber. Og skriger. Ude af kontekst, i en sådan grad, at end ikke jeg selv er bevidst om hvad der foregik.

Foregår.

Forgår.

I forgårs. Og i går.

Et år.

Tår.

Slår. Mine lår. Hiver mine hår. Sænket tempoet. Minimaliserer sætningerne. Intet resterende plads må spildes. Vil ikke færdiggøre. Vil være undervejs. Demonstrere min overlegenhed. Udfordres. Lade alt være et puslespil. Finde verdensstørste puslespil. Et der er så stort, at jeg aldrig bliver færdig. Konstruktionen er påbegyndt. Hver dag 7 nye brikker. Startende venstre for midten. Aldrig sikker på hvor de næste 7 hører til. Jeg har nu mange øer. Nogle med broer. Det underligt som vi lærer at bygge broer. Det ville være vidunderligt om der kunne efterlades blanke områder. Om jeg kunne tvinge dig til at stjæle og gemme mine brikker. Spise dem om nødvendigt. Jeg ved alt har en ende, og at dette er godt.

Men det er også nemt, kedeligt, og