Sportens væsen

Sport fungerer under regler. Regler er det mest essentielle og samtidig eksistentielle for sport. Ved siden af regler, er sport båret af viljen. Viljen til sejr. Enhver udøver må ville, at vinde. Denne vilje udmøntes i en optimering af samtlige mulige og umulige faktorer der kan påvirke udøvernes præstationer positivt – indenfor de givne regler.

Dette er sportens to grundvilkår, regler og vilje. Enhver udøver der bryder reglerne og træder over stregen tager en chance. Opdages udøveren bliver denne dømt umoralsk, synder og snyder. Formår udøveren derimod at træde over stregen uden, at offentligheden opdager dette, hyldes udøveren som helt, helgen og hersker. Om end sandheden er, at de begge er syndere, har offentligheden ret i, at udøveren hvem bliver opdaget i snyd skal fratages sin sejr. Lige såvel som den succesrige snyder skal anerkendes sin sejr. Udhænges som forræder skal udøveren dog ikke! Udøveren udlever sportens grundvilkår og skal blot dømmes under dette – that’s it.

Offentlighedens forhold til sporten er paradoksalt. Offentligheden efterspørger enerne, dramaerne, fortællingerne og fråden der hænger ud af mundvigen. Offentligheden sluger og lader sig indsuge af sporten, som det ganske særlige følelsesudbrud der adskiller sig fra hverdagens rutiner. I dét offentligheden slagter sine fortællere, glemmer offentligheden, at disse fortællere kun er fortællere for så vidt som de vil det. For så vidt som de vil vinde og i det indlever sig i sportens spil; at optimere indenfor det af sporten udstukket regelsæt. Adam og Eva vidste, at de ikke måtte spise af træets frugter. Fortællerne ved, at de ikke må spise af træets frugter, men samtidig kræves det, at de præsterer som om de gjorde.

Medierne er den tredje og sidste aktør i sporten. De fungerer som genfortællere, medfortællere og kontrollanter. Den sidste af mediernes rolle i forhold til sporten tolkes dog oftest forkert af medierne. Når medierne dokumenterer en fortæller som har overtrådt stregen, fokuserer de straks på at bringe fortælleren til regnskab, således, at retfærdigheden kan ske fyldest. Mediernes fokus skal dog ikke ligge på den enkle udøvers overtrædelser, men på sportens interne instanser. Hvor det er uden interesse, at fortællerne vil gøre alt for at vinde (det er en del af disses grundvilkår) og dermed selvfølgelig til tider vil træde over stregen, er det derimod langt mere interessant hvorfor sportens egne instanser ikke har opdaget regelbryderen.

Fire huskeråd. Udøverne skal huske på, at der er en grund til reglerne - æblet kan være dødeligt. Offentligheden skal huske på, at en sport hvor udøvere overtræder reglerne ikke er en usund sport, men derimod en sund sport – det viser, at udøverne gerne vil, hvilket er sportens forudsætning. Medierne skal huske på, at deres kontrollerende rolle skal være rettet mod sportens instanser frem for udøverne. Sluttelig skal udøverne og medierne huske på, at deres eksistens ikke først og fremmest beror på hinanden, men på offentligheden.

Hr. Taigalp