Friday, February 27, 2009

Kulturformidling

Startende idag kommer en lille uge med en del spændende tilbud i byen som jeg vil dele med Jer.

Idag (d. 27/2) kl. 15.00-17.00 - Filosofiklubben præsenterer Pia Lauritzen

"Du inviteres hermed af Filosofiklubben til foredrag ved Pia Lauritzen, mag.art. i Filosofi og erhvervsPhD, Københavns Universitet Amager.


D. 27. februar 2009 kl. 15.00, Københavns Universitet Amager, lokale 22.0.47

Pia Lauritzen vil fortælle om sammenhængen mellem metafysisk hhv. postmetafysisk tænkning og den måde, vi organiserer os på i Vesten. Pia er mag.art. i filosofi og skriver ErhvervsPhD om stærke strukturer i virksomheder og samfund baseret på læsning af bl.a. Nietzsche, Heidegger og Vattimo. Hun har skrevet bogen “Et spørgsmål om at være”, som udkom på Museum Tusculanums Forlag i 2008.

Der er som altid mulighed for at fortsætte diskussionen i fredagsbaren.

Det er gratis og alle er velkomne.

Vi glæder os til at se dig!"


Idag (d. 27/2) kl. 21.00 og frem - Piratoplæsning #5

"Fredag den 27. februar kl 21.00 er der piratoplæsning på Regensen, St. Kannikestræde 2 (ved Rundetårn). Tryk 2702 på dørtelefonen i porten, gå ind i gården og til venstre og gå ind i fægtekælderen.

Oplæsning først, fest siden!

Oplæsere:
Helle Helle
Lone Aburas
Anders Abildgaard Nielsen
Chresten Forsom
Christina Hagen
+ 1 TBA

Medbring egne drikkevarer - der er ikke bar - og invitér frit."


Torsdag d. 5/2 kl. 15.15-18.30 - At Lytte: filosofisk - musikalsk - professionelt

"Mennesket er af naturen opmærksomt – ellers havde vi ikke overlevet. Men i dag er der så meget, vi kan rette opmærksomheden mod, at vi kan miste kontrollen over den. Sanserne får hver især så mange incitamenter fra omverdenen, at de momentant kan sætte hinanden ud af spillet, hvor de dog burde samarbejde om at skabe det sikreste indtryk af virkeligheden. Stærkest er synet, og værst er det, når det skygger så meget for mulighederne for at høre, at det at lytte til sidst bliver anstrengende eller umuligt. Men den, der ikke kan lytte, kan ikke tænke, og den, der ikke kan tænke, kan ikke kommunikere, og den der ikke kan kommunikere, kan ikke lede.

Vi vil beskæftige os med de uendelige muligheder, der ligger i evnen til at lytte efter det rigtige. Musikere og musik-radioværter er professionelle lyttere. Men hvordan lytter de? Ledere burde være mestre i at føle ethvert klangskifte i den andens stemme, og i at høre, hvad han faktisk siger. Det kræver begivenhedssans og etisk fantasi. At tænke er at lytte til sin egen stemme. Det burde filosoffen vide. Vi vil efterspore disse evner.

Musikeren Karen Humle, tidligere radiovært Per Wium, Ny Carlsberg Glyptotekets leder, Flemming Friborg, og filosoffen Ole Fogh Kirkeby, vil hver især belyse lytningens mysterium.

Pris for deltagelse pr seminar: 300 DKr (incl buffet). Der gives rabat til studerende (kontakt centeret for mere information om dette)

Program: Belysning af lytningens mysterium (Arrangementet foregår primært på engelsk)"


Torsdag d. 5/2 kl. 19.30-22.30 - Pecha Kucha Night Cph #10

"D. 5. marts går Pecha Kucha Night Copenhagen #10 i luften, med endnu en kaskade af kreative mennesker. Filminstruktører, arkitekter, musikere, kunstnere, gale opfindere m.m. leverer kompakte og kvadratiske oplæg om egne projekter.
Med et særligt fokus på studerende, stiller vi denne gang skarpt på det kreative springlag. Som altid er der gratis entré, øl, DJ’s, puder at slænge sig i og masser af inspiration at hente!

Du kan indhente din tabte aftensmad med økologisk suppe fra Soupanatural!

19:00 - dørene åbnes
19:30 - aftenens lineup stater

Schout-out: Efter arrangementet bliver der igen mulighed for at efterlyse og oplyse, hvis du går og mangler gæster til et projekt."
(sted: Phillip de Langes Allé 10, arkitektskolen, aud 1)

No comments:

Post a Comment